Find din rejse til Sisimiut

Om Sisimiut

Grønlands sjæl trives i landets næststørste by, der viser sig fra sin bedste side året rundt. Om sommeren byder Sisimiut på dykning, vandring og sejlads, mens du om vinteren kan stå på ski, opleve hundeslædeture og køre på snescooter. Sisimiut er kendt for sin prangende energi og iværksættertrang. Begynd med en tur i den gamle bydel, så historien kan forplante sig, før du indtager gader, butikker og caféer. Vi anbefaler selvfølgelig også gåture i ’baglandet’ for eksempel til søen, der er et af byens åndehuller.

Hvad er en storby uden et kulturhus? Sisimiuts udgave af slagsen, Taseralik, lokker med udstillinger, biograf, musik og teater. En arkitektonisk og lokal perle med tilbud til både gæster og indbyggere. I det hele taget er der gang i byen, hvilket ikke mindst skyldes alle de unge på uddannelsesinstitutionerne.

Oplevelser i Sisimiut

Sisimiut er et eksempel på en moderne by med et opland, der i den grad tiltrækker mennesker med hang til frisk luft og fysiske udfordringer.

Af sted på slæden eller til fods

Rejser du til Sisimiut om vinteren, er det oplagt at prøve en tur på hundeslæde. Sæt dig til rette på slæden med kusken, der professionelt styrer sin flok af pelsede motorer op og ned ad fjeldet. Læn dig trygt tilbage, og nyd det hvide og blå landskab, som kun en lokal Sisimiutter forstår at kende. Du bestemmer selv hvor lang tid, du vil bruge. Hytter ligger spredt rundt omkring i området og er perfekte til overnatning. Vandring til toppen af Kællingehætten er også en klassiker i Sisimiut. Har du god tid, kan du vælge den 160 km lange klassiske vandretur til Kangerlussuaq. Om vinteren kan du tage turen fra Sisimiut til Kangerlussuaq på snescooter.

Arctic Circle Race i Sisimiut

Sisimiut er et paradis for alle, der ikke kan få nok af udfordringer i alle afskygninger. Sportsfreaks – og alle andre – kan få afprøvet disciplinerne motion og leg efter temperament og mod. Hvert år afholdes Arctic Circle Race i Sisimiut, et tre dages langrendsløb på over 160 kilometer, med udsigt til fjerne horisonter. Løbet er kendt som verdens hårdeste langrendsløb, hvor både lokale og besøgende skubber deres grænser, mens de samtidig får en oplevelse for livet. Også rollen som tilskuere er værd at tage med, da Sisimiut rummer fest og farver i de dage, løbet foregår.  

Vidste du?

  • Kaffemik lever i bedste velgående blandt gæstfrie Sisimiutter.
  • World of Greenland Arctic Circle (WOGAC) arrangerer et utal af ture: Indlandsis, moskusokser, hvaler, forladte bygder, hundeslæder og vandreture tilbage i tiden.
  • Mange unge kommer til byen for at uddanne sig til arktiske ingeniør ved Center for Arktisk Teknologi på DTU.
  • Tag på Brættet og køb fisk og kød fra moskusokser og rensdyr. Bare at se udvalget er en imponerende oplevelse.
  • Air Greenland er fast sponsor af Arctic Circle Race. Selskabet stiller ligeledes op med et medarbejderhold, der tør give sig i kast med ’verdens hårdeste skiløb’.
  • Hotel Sisimiut tilbyder 4-stjernede konferencefaciliteter og er et populært valg for kurser, møder og konferencer. Et samarbejde med kulturhuset giver mulighed for konferencer med flere hundrede.
  • Knud Rasmussen Højskole har solpaneler, og byen udmærker sig ved flere energivenlige bygninger.

Fly og transport til Sisimiut

Fakta

  • Sisimiut er Grønlands næststørste by
  • Byen hed før også Holsteinsborg
  • Der bor ca. 5500 indbyggere
  • Sisimiut blev grundlagt i 1856
  • Byen har tre bygder
  • Den ligger på vestkysten lidt nord for polarcirklen

Transport

  • Flyv til Sisimiut med Dash-8.
    Mindst fire gange om ugen har Air Greenland fly til Sisimiut fra den internationale lufthavn Kangerlussuaq. Til Kangerlussuaq er der fra Danmark/Europa om sommeren op til syv afgange, om vinteren fire ugentlige afgange.
  • Tag bus eller taxi. Om vinteren er ski, snescooter og hundeslæder populære transportmidler.