Grønland – et unikt arktisk eventyr

Fra den 18.-21. september afholdes det årlige Vestnorden Travel Mart i Nuuk, hvor Air Greenland fortsætter sit arbejde med at vise rejsebranchen, hvorfor Grønland er et unikt arktisk eventyr.

”Air Greenlands strategi på det internationale marked er at tiltrække turister til Grønland, og her er vi i hård konkurrence med andre arktiske destinationer som USA, Canada og de skandinaviske lande. Men Grønlands areal er vidtstrakt og dækker over et utal af unikke oplevelser, og en rejsemesse som denne – på hjemmebane - giver mulighed for at understrege netop dette” fortæller kommerciel direktør Maliina Abelsen.

 

Vestnorden Travel Mart giver den grønlandske turistbranche muligheden for at vise, hvad Grønland kan tilbyde, og derfor er Air Greenlands engagement også stort.

”Air Greenland sponsorer Vestnorden Travel Mart, og derudover er vi værter for to ture, som viser rejsebureauerne præcist, hvad de skal sælge Grønland på. Sidste år lancerede vi turistproduktet Den arktiske sløjfe, som er et unikt produkt, da turister - i en samlet pakke – kan opleve Ilulissats isfjord, Kangerlussuaqs smukke bagland og Nuuk som arktisk metropol. Feedbacken og videreudviklingen af den arktiske sløjfe ser jeg meget frem til.” udtaler Maliina Abelsen.

Tirsdag den 19. september holdes Vestnorden Travel Mart konferencen på Hotel Hans Egede, og onsdag den 20. september åbner rejsemessen i Inussivik. Her inviterer Air Greenland bl.a. gæsterne med på rejse med virtuel reality briller, som viser indenrigsflyvninger med både Dash 8 og sightseeing charter produkt med AS350.

 

Fakta

North Atlantic Tourism Association (NATA) er en organisation, der fremmer og støtter samarbejde om turisme for de vestnordiske lande: Grønland, Island og Færøerne.

NATA er ejeren og hovedværten af Vestnorden Travel Mart, der har eksisteret siden 1986, og hvor værtskabet går på skift imellem de tre lande.

NATA giver tilskud til samarbejde, joint ventures og kulturelle udvekslinger inden for regionen. NATA tilskynder til koordineret markedsføring indenfor Vestnorden, hjælper med at forbedre kvaliteten af turisttjenesterne og opbygge stærke partnerskaber mellem de deltagende lande.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

- og vær blandt de første til at modtage gode tilbud og nyttig information fra Air Greenland.

Ja tak - tilmeld mig