alert-black.png Flyafgange aflyst frem til og med 30. april Læs mere

Airbus 330-800neo

 

Største Air Greenland-investering nogensinde:

Nyt atlantfly skal sikre vækst

 

Air Greenland har foretaget sin største investering nogensinde og bestilt den nye Airbus A330-800neo. Det nye fly leveres i 2021 og kommer til at betyde flere sæder, øget fragtkapacitet og mindre CO2.

Air Greenland har indgået en stor trecifret millionaftale med flyproducenten Airbus om levering af en ny A330-800neo som forventes at erstatte det nuværende atlantfly på ruten mellem København og Kangerlussuaq i slutningen af 2021. I forbindelse med åbningen af de nye internationale lufthavne i 2023 vil Nuuk og Ilulissat blive de primære destinationer.

Købet skal være med til at sikre, at Air Greenland også i fremtiden er konkurrencedygtig for at kunne skabe vækst inden for turisme, erhvervseksport og samtidigt reducere klimabelastningen maksimalt.

”Investeringen i dette fly sikrer, at vi står stærkt i forhold til den nye infrastruktur og at vi samtidig åbner adskillige muligheder indenfor turisme, erhvervslivet og eksport. Når vi samtidig kan nedbringe CO2udledningen og øge komforten for den rejsende, er det den helt rette investering og vi går en spændende fremtid i møde”, siger Næstformand i Air Greenlands bestyrelse Bodil Marie Damgaard.

Air Greenlands investering glæder også landsstyreformand Kim Kielsen.

”Jeg er meget tilfreds med at Air Greenland under Selvstyrets ejerskab nu ruster sig til fremtiden ved at forny flyflåden. Vi investerer i disse år kraftigt i ny infrastruktur, og det er yderst positivt, at Air Greenland med denne investering i nyt fly griber mulighederne og på den måde er med til at sikre udvikling og vækst for fremtiden,” siger landsstyreformand Kim Kielsen.

 

Mindre CO2 udledning og lavere priser

Produktionen af Air Greenlands nye Airbus 330-800neo kommer til at foregå i Toulouse, Frankrig og allerede nu, er designteams fra Air Greenland og Airbus i gang med at tilpasse indretningen. Flyets design er topmoderne og det er udstyret med markedets mest brændstoføkonomiske motorer der indeholder den nyeste teknologi, hvilket betyder at Air Greenlands CO2 udledning samt omkostninger til vedligehold vil blive markant mindre. På sigt betyder det mindre klimapåvirkning og lavere priser for vores kunder.

"De rejsende kommer til at opleve bedre komfort i den nye kabine, og den nyeste teknologi gør os markedsledende i forhold til at reducere CO2-udslippet per passager. Vi er stolte af denne investering som kommer til at bidrage positivt til Grønlands udvikling mange år fremover", siger adm. direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen.

Udover den direkte rute mellem København-Nuuk, åbner Air Greenland yderligere en helt ny, direkte rute til Ilulissat. Ruten forventes dog først at blive etableret efter åbningen af Ilulissats nye internationale lufthavn.