Heliskiing

Helikopteren bringer jer til toppen, så ofte I vil. Maniitsoq er heliskiområde nr. et i verden, vildt, vovet og vanedannende.

To skiløbere på vej mod fjorden i solnedgangen nær Kuummiut, Østgrønland. Foto: Mads Pihl, Visit Greenland

To skiløbere på vej mod fjorden i solnedgangen nær Kuummiut, Østgrønland. Foto: Mads Pihl, Visit Greenland

Til tops med helikopter

Maniitsoq er stedet for heliskiing i verdensklasse. Så langt øjet rækker, er der svimlende udsigter over gletsjerdækkede øer og Davis Strædet. Midt i halvfemserne fandt professionelle skiløbere og filmselskaber vejen til det hvide, vidunderlige landskab. Siden har adskillige eventyrlystne naturelskere benyttet sig af turistbureauets ture, der arrangeres i samarbejde med professionelle heliguider.

Her er ingen hejs, ingen knagende liftstole. Rejserne mod toppen foregår med Air Greenlands helikoptere. En højtflyvende start på en udfordrende aktivitet, der sætter pulsen op og giver indsigt og udsigt.

Fra fjeldtop til strand

Gletsjere strækker sig flere steder helt frem til kysten i et område, der udgør det største alpine terræn på Vestkysten. Terrænet ligger jomfrueligt åbent og indbyder både let øvede og eksperter på ski og snowboard. Maniitsoq er stedet, hvor det umulige lader sig gøre; at tage turen fra kilometerhøje fjeldtoppe til strand.

Masser af bjerge

Eksperter har udråbt Maniitsoq til heliskisted nr. et. Området har dog konkurrenter, og Air Greenlands helikoptere flyver til fjeldtoppe over alt i Grønland. Også Uummannaq, Sisimiut og Nuuk venter med pulversne, bragende sol og himmelblå himmel.

Vidste du?

  • Toppene rager op i to kilometers højde i Evighedsfjorden. Skihøjderne varierer fra 700 til 1500 meter.
  • Sæsonen løber fra marts til begyndelsen af juni.
  • Nyd sneen hele uret rundt fra slutningen af april, når midnatssolen finder sin plads på himlen.