Hundeslæde

Mederne glider over sporene, halerne danser forude, kuskens korte ordrer synger i luften. En slæderejse glemmer man aldrig.

Ulloriaq med sit slædespand nær Sisimiut

Ulloriaq med sit slædespand nær Sisimiut. Foto: Mads Pihl, Visit Greenland

Ud i den hvide verden

Lydløse meder, halsende hunde og et majestætisk landskab forude, til højre og venstre. Kulden bider lidt i næseborene, men hvad betyder det for en uforglemmelig oplevelse? Kusken har styr på samtlige haler, der rettes ind på hans kommando. Passageren kan trygt læne sig tilbage og bruge alle sanser på bare at være til stede.
Hundeslædeture kan bookes i alle afskygninger fra få timer til flere dage med overnatninger i fangsthytter og telte. Der er sørget for alt fra forplejning til formfuldendt og varm beklædning.

Vi kan blandt andet anbefale en to dages slædetur til Den døde bræ. Turen går ud fra Ilulissat, ud over Store Akinnaq til Nalluarsuk, hvorfra der er udsigt til bræen. Derefter flyver slæderne hen over den tykke is mellem isbjergene. Behøver vi at sige mere?

Er I til ekspeditionslignende ture, så vælg for eksempel turen mellem Kangerlussuaq og Sisimiut. Turen varer tre dage, og I overnatter i fangsthytter og telte. Som en del af teamet er I med til at lave mad, pakke slæden og fodre hundene.

Ankommer I i sommersæsonen til Diskobugten, er der endda mulighed for en slædetur i midnatssol. Turen går til Lyngmarksbræen, hvor der er en mageløs udsigt over hele Diskoøen.

Der er ingen bedre måde at opleve Grønland på end ved at køre hundeslæde i knitrende sne og med tolv ivrige hunde som forspand - et transportmiddel, som fangere og fiskere har brugt gennem århundreder og stadig bruger, når sne og is ligger tykt og solidt.

Vidste du?

  • Ture med hundeslæde kan foregår fra det øjeblik, den første sne er faldet og isen har lagt låg på fjorde og søer." Slædehunde findes kun nord for polarcirklen og i Østgrønland.
  • Slædernes facon afhænger af, om de skal bruges til kørsel på havis, over fjelde eller i dyb sne.
  • Gennem mere end 1.000 år er slædehundenes fysik og psyke udviklet, så de i dag er en af de stærkeste arbejdshunde i verden.
  • Siger kusken ili, ili, ili drejer hundespandet til højre, siger kusken iu, iu, iu skifter retningen og turen går mod venstre.
  • Husk solcreme med højt faktortal. Solen og refleksionerne er meget stærke.
  • WOGAC, WOC og Grønlands Rejsebureau har tilbud, der passer til jer og med udgangspunkt i Kangerlussuaq, Sisimiut samt Ilulissat og andre byer i Diskobugten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

- og vær blandt de første til at modtage gode tilbud og nyttig information fra Air Greenland.

Ja tak - tilmeld mig