Midnatssol

Kneb det med solskinstimer sidste sommer? Så frister vi med sol på himlen døgnet rundt.

Turbåd i midnatssolen ved Ilulissat. Foto: Mads Pihl, VIsit Greenland

Turbåd i midnatssolen ved Ilulissat. Foto: Mads Pihl, VIsit Greenland

Her har vi længe åbent

Hvordan redder man sin nattesøvn, når solen bemægtiger sig sin plads på himlen i 24 timer i døgnet? Det har grønlænderne svaret på, og det er mørklægningsgardiner.

Butikkerne lukker, bådene tøffer ind og ud ad havnen, børnene leger på gaderne og folk nyder udsigten til fjorde og isbjerge fra fjeldsiderne døgnet rundt. Som gæst i Grønland er det oplagt at tage på midnatssejltur i et sollys, der vælter ud over isbjergene i gyldne og varme nuancer.

Oplev midnatssolen nord for Sisimiut og Tasiilaq, og jo længere nordpå I kommer, jo længere varer perioden med midnatssol. Så får man for alvor noget ud af sin ferie.

Solen hævner sig

Det gælder også om at nyde solen, for den hævner sig for sit flittige besøg ved at blive væk i vinterhalvåret. Så er det heldigt, at sne og is reflekterer lys fra stjerner og måne - og gadebelysning naturligvis. Den mørke periode er også en hyggelig tid. Ethvert lille hus er oplyst med stearinlys og lamper - et skue, der giver varme helt ind til benet.

Prøv en magisk sejltur med WOG fra Ilulissat ud til isfjeldene i midnatssol. Besøger I byen i januar, må I ikke snyde jer selv for at fejre lysets genkomst den 13. januar. Så er der fest, og folk begiver sig sammen ud til fjorden for at se den gule kugle, når den dukker op i horisonten mod syd.

Vidste du?

  • Syd for polarcirklen er der ikke mørketid og midnatssol. Alligevel har Sydgrønland særligt lange lyse nætter om sommeren.
  • Særligt for løbere: Tag til Ilulissat og deltag i Arctic Midnight Orienteering - et arktisk mesterskab og uofficielt grønlandsk mesterskab over 20 km. Det foregår tæt ved den UNESCO-fredede isfjord.