Nordlys

Myter og sagn taler deres tydelige sprog; nordlys er ikke for bangebukse.

Nordlys over Sermitsiaq nær Nuuk. Foto: Mads Pihl, Visit Greenland

Nordlys over Sermitsiaq nær Nuuk. Foto: Mads Pihl, Visit Greenland

Se verdens største liveshow

Arsarnerit betyder boldspil, og myterne fortæller, at nordlyset kommer frem på himlen, når de afdøde sjæle spiller bold med hvalroskranier. Himmelfænomenet har en naturlig forklaring, som man fuldstændig glemmer, når man fra første parket betragter naturens kolossale scene. Kaskader af lys toner himlen i grønlige nuancer, og det er et skue med højeste x-factor.

Den videnskabelige forklaring er, at solens elektrisk ladede partikler mødes med molekyler og atomer i jordens atmosfære i omkring 100 kilometers højde. Det resulterer i et møde, der bedst kan beskrives som blafrende gardiner i gult, grønt og til tider i rødt.

Mørke aftener

Det særprægede og mystiske sceneri ses på en mørk og klar aften- og nattehimmel over alt i Grønland. Man kan fristes til at tro, at man skal rejse langt mod nord for at få den oplevelse ind på lystavlen. Det er ikke tilfældet. Både i Sisimiut og Kangerlussuaq arter de klimatiske forhold sig sådan, at der sjældent er skydække. WOGAC tilbyder udflugter i vintermånederne til steder, hvor nordlyset i særlig grad giver en overjordisk oplevelse.

Vidste du?

  • Myterne fortæller også, at nordlyset kommer nærmere, hvis man fløjter. Men pas på, nordlyset tager den fløjtende med sig. Gør man i stedet som en hund, kan det trænge lyset tilbage.
  • Efter en tur i nordlyset varmer en kop grønlandsk kaffe ekstra godt. Opskrift - til et glas grønlandsk kaffe: 2 cl whisky, 2 cl Kahlua, 2 cl Grand Marnier, 1 dl varm kaffe. Top med flødeskum. Den brændende Grand Marnier, hældes over, og så er der blafrende nordlys.