5244

Air Greenland etablerer luftbro til Inuit Women’s Summit

I forbindelse med afholdelsen af det første topmøde for Inuit-kvinder, Inuit Women’s Summit, i Sisimiut den 27.–29. oktober 2025, har Air Greenland og Inuit Circumpolar Council (ICC) indgået en partnerskabsaftale, der bidrager til at realisere topmødet.

 

Topmødet samler over 50 praktikere, forandrings-skabere, rettighedshavere og ledere fra Kalaallit Nunaat, Alaska og Canada i Sisimiut, mens deltagere fra Chukotka i Rusland deltager online. Formålet er at dele viden og erfaringer, der fremmer Inuit- kvinders og pigers rettigheder.

 

Udover at flyve deltagere fra Alaska og Danmark mellem København og Nuuk, sikrer aftalen en ekstra flyafgang mellem Nuuk og Iqaluit i Canada. Herfra flyves deltagerne videre til og fra Sisimiut sammen med deltagere fra Kalaallit Nunaat.

 

Partnerskabsaftalen er et konkret eksempel på Verdensmål 17 – Partnerskaber for handling, hvor Air Greenland samarbejder med civilsamfundet og internationale aktører for at fremme bæredygtig udvikling i Grønland.

 

Administrerende direktør i Air Greenland-koncernen, Jacob Nitter Sørensen, udtaler:

 

– Vi er stolte af at støtte Inuit Women’s Summit som en vigtig platform for at fremme ligestilling og bekæmpe diskrimination af kvinder. Det er en naturlig forlængelse af vores samfundsansvar at bidrage til aktiviteter, der bringer folk sammen om en vigtig sag som denne, siger han og tilføjer:

– En vigtig forudsætning for, at Air Greenland har kunnet facilitere en luftbro i forbindelse med topmødet, er, at ICC kontaktede os i god tid. Det er vi glade for.

 

Topmødet er en vigtig begivenhed, som ICC har forberedt i lang tid. Nu er tiden inde, hvor Inuit-kvinder skal drøfte rettigheder, tryghed og styrke – med udgangspunkt i kultur, empowerment og trivsel.

ICC’s forkvinde, Sara Olsvig, understreger betydningen af at samle Inuit-kvinder på tværs af regioner:

 

– Det er en historisk begivenhed. Inuit-kvinder og -piger har været udsat for systemisk diskrimination og koloniale politikker. Topmødet er et skridt mod heling og forsoning, og Air Greenlands støtte har gjort det muligt.

 

Udover Air Greenland er topmødet støttet af en række partnere, herunder Folketinget, Pauktuutit – Inuit Women of Canada, Nordisk Ministerråd, Oceans North Canada og International Indigenous Women’s Forum (FIMI).

Direktør for bæredygtighed, Inga Dóra G. Markussen, underskrev partnerskabsaftalen på vegne af Air Greenland sammen med ICC’s forkvinde, Sara Olsvig.

 

Læs mere om topmødet her Inuit Circumpolar Council Will Convene the First Inuit Women’s Summit in Sisimiut, Kalaallit Nunaat