5396

Rejsegilde i Qaqortoq

 

Tirsdag den 2. december holdt Air Greenland rejsegilde for den nye hangar, der fremover skal huse de helikoptere, som betjener servicekontrakten i Sydgrønland. Arrangementet samlede mange fremmødte fra erhvervsliv, samarbejdspartnere og kommune – alle med stor forventningsglæde til åbningen af Qaqortoqs nye lufthavn næste år.

Direktør for Bæredygtighed, Inga Dora G. Markussen, og kommerciel direktør, Chris Shern, bød de fremmødte velkommen med en tale, hvor de lagde vægt på den betydning, den nye infrastruktur får for regionen:
– Denne hangar er mere end et byggeri – den er en investering i hele Sydgrønlands fremtid. Vi skaber rammerne for vækst, samarbejde og nye muligheder, når den nye lufthavn åbner næste år, sagde de blandt andet.

 

Hangaren på 715 m² er indrettet, så den kan rumme enten én H155 og to H125-helikoptere eller én H225. Derudover rummer bygningen 125 m² med entré, kontor- og opholdsrum, toilet, rengøring, lager/depot og teknikum. Byggeriet begyndte med sprængning i marts, og hangaren forventes overleveret i januar.

Håndværkere hyldet

I slutningen af Air Greenlands tale blev der traditionen tro råbt et trefoldigt hurra for entreprenøren KJ Greenland og de mange håndværkere, der har stået for byggeriet. Ifølge Air Greenlands ejendoms- og campusudvikler, Jess Angelo Degn Jacobsen, har de sammen med underleverandørerne leveret et flot stykke arbejde under til tider udfordrende forhold.

 

Herefter var det KJ Greenlands tur til at holde en tale, hvor byggeleder Anders X takkede håndværkerne for deres flotte indsats. Borgmesteren i Kommune Kujalleq, Malene Vahl, holdt også en kort tale, hvor hun fremhævede, at der nu kun er fire og en halv måned til ibrugtagningen af den nye lufthavn og opfordrede virksomhederne til at samarbejde for at være klar til den kommende udvikling i regionen.

Samarbejde som drivkraft

Hangaren bliver nabo til Sermeq Helikopters faciliteter, hvilket Air Greenland fremhævede som et stærkt symbol på samarbejde:
– At vi bliver naboer til Sermeq Helikopter ser vi som et stærkt symbol på samarbejde. For vi ved, at udvikling lykkes bedst, når vi løfter i flok, sagde direktørerne i deres tale, hvilket blev taget godt imod.

 

Sermeq Helicopters’ direktør, Pilu Nielsen, takkede også for invitationen og fremhævede det gode samarbejde mellem piloter og mekanikere:


– Vi har for vane at samarbejde, siden vi arbejder inden for samme felt hernede på landjorden, sagde han blandt andet, inden han kaldte de to Air Greenland-direktører frem for at overrække en gave.


– Jeg ved, at erfaringen af denne gave vil skabe hygge – en grill, som vil bringe naboerne sammen, sagde han med et smil. Gaven blev modtaget med begejstring.

 

Efter talerne var der tid til at nyde et imponerende udvalg af mad og kager leveret af KJ Greenlands kantinefolk.

Mere end et byggeri

Når Qaqortoqs nye lufthavn åbner den 16. april næste år, forventes den at blive et vigtigt omdrejningspunkt for transport, service og sammenhængskraft i regionen. Samtidig skal de medarbejdere, der løfter opgaverne til daglig – piloter, mekanikere og hoistoperatører – flytte fra Narsarsuaq til Qaqortoq.

 

KJ Greenland er desuden godt i gang med at opføre otte personaleboliger for Air Greenland, som skal stå klar i februar næste år, ligesom opførelsen af Greenland Airports nye lufthavnsterminal er i fuld gang.

 

Efter rejsegildet fremviste arktisk ingeniør, Ukaliina Josefsen, terminalbyggeriet for gæsterne. Her var det nemt at forestille sig den endelige indretning, ligesom det vakte interesse at se AFIS-tårnet inde i bygningen.

 

Nu er planlægningen for ibrugtagningen af den nye infrastruktur så småt gået i gang i tæt samarbejde med Greenland Airports.