Dansk Metal sender strejkevarsel - igen
Dansk Metal har sendt andet strejkevarsel, som svar på Air Greenlands tilbud om lønstigninger i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Strejken kan igangsættes den 23. juni og vil ramme alle flyvninger mellem Danmark og Grønland, hvis den bliver en realitet.
I april sidste år indgik Air Greenland og Dansk Metal en overenskomst efter et længere forhandlingsforløb, der endte i Forligsinstitutionen efter at Dansk Metal havde varslet strejke op til påsketrafikken. Der aftalte parterne at mødes igen i 2023 for udelukkende at forhandle lønnen for Dansk Metals medlemmer som i Air Greenland omfatter Flymekanikerne. Dansk Metal har afvist de forslag til lønstigninger Air Greenland har tilbudt og har nu sendt andet strejkevarsel som betyder, at der kan igangsættes en strejke d. 23. juni, hvis der ikke er opnået enighed inden.
Air Greenlands forhandlingsleder, HR-direktør, Mads Barlach Christensen, er ærgerlig over varslet, hvor Dansk Metal igen tager den grønlandske befolkning og erhvervslivet som gidsel.
- Vi har med en medarbejdergruppe at gøre, som i forvejen har rigtigt gode lønforhold. Vi har ovenpå det tilbudt en meget favorabel stigning i lønnen som er højere, end hvad andre faggrupper på det grønlandske arbejdsmarked har fået. Vi mener at tilbuddene sikrer Dansk Metals medlemmer flere år frem bl.a. i forhold til inflationen i Grønland og vil skabe ro for både medarbejderne og Air Greenland i de kommende år.
Det har været vigtigt for os at skabe nogle gode vilkår og noget ro for denne medarbejdergruppe, så vi alle er godt rustet til fremtiden. Der er kun et sted, vi kan hente den yderligere lønstigning, Dansk Metal stiller krav om – og det er i de billetpriser, som kunderne skal betale. For at sikre selskabets fortsatte eksistens har Air Greenland været nødt til at stå fast på, at Dansk Metal må forholde sig til grønlandske forhold, alt andet vil være uansvarligt forklarer HR-direktøren.
På trods heraf er alle Air Greenlands forslag om lønstigninger blevet afvist af Dansk Metal og den 22. maj 2023 modtog Air Greenland andet strejkevarsel.
- Dansk Metal har krævet en helt urimelig lønstigning. De kræver lønstigninger for 1 år, som svarer til det som andre faggrupper har fået over 3 til 4 år. Vi har tilbudt flere forskellige lønstigningsmodeller over flere år, så Dansk Metals medlemmer er sikret flere år frem og kunderne ikke hvert år skal forholde sig til et nyt strejkevarsel. Alle vores tilbud er dog blevet afvist af Dansk Metal, siger HR direktøren.
Air Greenland afventer nu en indkaldelse fra Forligsinstitutionen, som forventes at indkalde begge parter til forhandlinger for at forsøge at finde en løsning inden strejken træder i kraft.
- Vi ved, at hvis strejken bliver en realitet, så påvirker det store dele af vores samfund. Dansk Metal rammer et tidspunkt, hvor mange kunder har planlagt ferie og mange forældre glæder sig til at se deres børn, som er på efterskole- eller uddannelsesophold og skal hjem. Dansk Metal kunne faktisk ikke vælge et dårligere tidspunkt for deres strejkevarsel. Derfor arbejder vi allerede nu på at kunne lempe billetbetingelserne og gøre det tydeligt, hvordan kunderne kan forholde sig uanset, om der bliver strejke eller ej. Det skal dog understreges, at vi fortsat håber at kunne nå til enighed med Dansk Metal og dermed afværge strejken, understreger HR Direktøren.
Air Greenland melder yderligere information ud omkring hvordan kunder der har en rejse efter d. 23. juni kan forholde sig snarest muligt.
22. maj 2023