2918

mandag den 12. september 2022


Eftersøgning endte godt

Air Greenlands hoistoperatør, Dolfi Lund, måtte gå en tur i havet for at kunne hejse en mand ombord på redningshelikopteren. Få indblik i en af mange eftersøgninger som Air Greenland deltager i som i dette tilfælde endte godt.

Vi har fået lov at bringe en beretning om en redningsaktion efter aftale med Arktisk Kommando, som er ansvarlige for koordinering af Search and Rescue-beredskabet sammen med Grønlands Politi. Air Greenlands redningshelikopter H225 indgår i beredskabet og har base i Kangerlussuaq. Den er døgnbemandet med to piloter og to hoistoperatører som arbejder på skiftehold. Der er i alt 9 piloter, 8 hoistoperatører og 2 teknikere der er tilknyttet H225.

 

VHF eller GPS er vigtigt

Mandag den 5. september kl. 05.57 bliver Air Greenlands redningshelikopter H225 kaldt ud på en opgave af Arktisk Kommando. En jolle har fået motorstop med en mand ombord og redningshelikopteren skal flyve til Uummannaq fjord for at indgå i eftersøgningen af jollen sammen med andre aktører som involveres på landjorden.

 

Kaptajn Simon Dupont, styrmand Carl Bostrøm og hoistoperatørerne Dolfi Lund og Aima Jensen har vagten i Kangerlussuaq.

 

- Vi får et udkald på vores vagttelefon om en jolle der har fået motorstop med en mand ombord ca. 60 sømil nordvest for Uummannaq. Vi gør os klar og indenfor en time er vi i luften, hvor vi flyver over Aasiaat og da vi når til den vestlige del af Nuussuaq halvøen, får vi en opdateret position på jollen ca. 1 mil fra den først oplyste position, fortæller kaptajnen på H225, Simon Dupont. 

Redningshelikopteren er udstyret med et Flight Management System, som blandt andet omfatter navigation. Udstyret kan ud fra det sidste oplyste GPS-punkt, lave et søgemønster i området. Men i dette tilfælde var det nemt at finde båden. 

 

- Hvis alle bare havde GPS-nødsender eller VHF-radio ville vores eftersøgninger gå langt hurtigere. I dette tilfælde havde manden en VHF-radio som gjorde at vi kunne komme i kontakt og han kunne guide os videre. Vi så hans båd 20-35 meter fra et isfjeld ikke langt fra den først oplyste position, siger Simon Dupont. 

”Går i havet” 

 

Besætningen gør sig klar til aktionen, som i dette tilfælde, indebærer at manden skal hejses fra båden. En af hoistoperatørerne Aima Jensen sender sin kollega Dolfi Lund ned, men det går ikke som planlagt.

 

- Vi ”hænger” i luften over båden i ca. 150 fod, (ca.45 meters højde) men vinden fra helikopteren skubber jollen væk, hvilket gør det sværere for os at nå ind til båden. Derfor er vi nødt til at hæve os op til ca. 170 fod men det gør også at vi er nødt til at stabilisere hoisten (linen der hejses op og ned, red.) Derfor beslutter vi at få Dolfi ned i havet, fortæller Simon Dupont. 

 

Det er første gang i Air Greenlands historie at en hoistoperatør må ned i havet, men beslutningen gør at hoisten ikke pendulerer frem og tilbage. Dette kan kun lade sig gøre fordi piloterne og hoistoperatørerne i kabinen har trænet dette.

Dolfi Lund (1)

- Dolfi er synket med benene ned i havet og vi trækker ham henimod jollen. Derfra kan han komme ombord, hvorfra vi kan udføre en dobbelt hoist.  Dolfi sørger for at manden får monteret hoistudstyr, hvorefter Aima hejser dem begge op i helikopterkabinen. I sikkerhed. Aktionen tager omkring 10-15 minutter fra vi spotter jollen til han er ombord, forklarer kaptajnen.

 

Derefter flyver helikopteren hen mod Qaarsut og ser et større skib på vej ud af fjorden som er på vej mod positionen. De andre enheder som er sat på opgaven, får beskeden om at manden er reddet. 

 

- Vi flyver til Qaarsut for at tanke op og får talt med den nødstedte mand, der viser sig at komme fra Ilulissat. Da vi alligevel skal den vej får vi sat ham af dér, inden vi fløj tilbage til vores base i Kangerlussuaq. Vi landede der kl. 13.11, slutter kaptajnen Simon Dupont.