Den sidste nye lufthavn åbner et nyt trafikmønster
Den 29. oktober 2026 åbner Air Greenland den direkte rute mellem Ilulissat og København, samme dag som Greenland Airports' nye internationale lufthavn i Ilulissat åbner. Dermed er den sidste af Grønlands tre nye lufthavne klar, og en historisk forandring af landets infrastruktur bliver fuldendt.
Åbningen betyder, at Grønland fremover får to internationale hubs. Nuuk er Air Greenlands hovedknudepunkt og forbinder landsdelene med hinanden og med internationale destinationer. Ilulissat bliver den anden internationale hub med direkte forbindelse til København og videre adgang til Diskobugten og Nordgrønland.
Sammen med den nye lufthavn i Qaqortoq skaber det et nyt trafikmønster, som kommer hele landet til gode. Flere rejsende kan komme tættere på deres destination via den mest naturlige indgang, mens Air Greenlands fly og helikoptere fortsat binder det samlede rutenet sammen.
Direkte mellem København og Ilulissat
Air Greenland markerer åbningen den 29. oktober med en direkte flyvning mellem København og Ilulissat. Premiereflyvningen gennemføres med Air Greenlands Airbus A330neo, Tuukkaq.
Efter åbningen begynder det ordinære vinterprogram i november. I den første periode flyves ruten mellem København og Ilulissat af Jettime med en Boeing 737-800. Der flyves primært om onsdagen med udvalgte ekstra mandagsafgange omkring jul og nytår samt i marts.
GL707 afgår fra København kl. 09.45 og ankommer i Ilulissat kl. 11.45. Returflyvningen GL708 afgår fra Ilulissat kl. 13.15 og ankommer i København kl. 21.00. Alle tider er lokale, og fartplanen kan blive ændret.
Fra april 2027 overtager Air Greenlands nye Airbus A320neo, Unaaq, ruten. Programmet udvides derefter gradvist, og i højsommeren vil der være op til seks ugentlige direkte rotationer mellem København og Ilulissat.
Vind et rejsegavekort
Vær med til at markere åbningen af direkte ruten mellem Ilulissat og København, og deltag i konkurrencen om et rejsegavekort til 10.000 DKK. Vinderen bliver trukket den 13. oktober 2026 kl. 12.00.
Udfyld formularen nedenfor for at deltage.