Tilmeld dig Club Timmisa

medlemsbetingelserne
Fortryd

6053

tirsdag den 14. juli 2026


Et nyt kapitel for Hotel Hans Egede – Air Greenland indgår aftale om køb

Air Greenland har indgået aftale om køb af Hotel Hans Egede A/S, der driver Hotel Hans Egede, HHE Express og Nuuk Hotel Apartments by HHE. Formålet er at styrke adgangen til hotelkapaciteten i Nuuk, øge robustheden ved driftsforstyrrelser og understøtte Grønlands udvikling som destination. Transaktionen er betinget af myndighedsgodkendelse.

 

Købet sker på baggrund af den markante udvikling, Nuuk og Grønland oplever i disse år. Nye internationale flyforbindelser, stigende turisme og øget erhvervsaktivitet har skabt et voksende behov for stabil hotelkapacitet. Med aftalen ønsker Air Greenland at skabe et stærkere fundament omkring rejser til og fra Grønland, så selskabet står bedre rustet til både international vækst og perioder med driftsforstyrrelser. Samtidig skal købet sikre, at Hotel Hans Egede fortsat bidrager til værdiskabelsen i Grønland, som virksomheden har gjort siden etableringen.

 

20260714 123525121 Ios

- Nuuk og Grønland står over for en udvikling med flere rejsende, nye trafikmønstre og større krav til kapaciteten omkring rejser. For Air Greenland er aftalen en langsigtet investering i en mere robust værdikæde, der både kan understøtte vækst og give bedre rammer ved driftsforstyrrelser.
Hotel Hans Egede er en veldrevet virksomhed med en stærk position, og vi ser et stort potentiale i at videreudvikle den til gavn for både rejsende, erhvervsliv og samfund, siger administrerende direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen.

Et nyt kapitel for en familievirksomhed

Salget markerer samtidig afslutningen på næsten fire årtiers familieejerskab af en af Grønlands mest markante hotelvirksomheder.

 

Hotel Hans Egede blev etableret i 1987 af Helge Tang og Carl Juhl med ambitionen om at skabe et hotel, der kunne understøtte udviklingen af Nuuk som Grønlands hovedstad. Siden er virksomheden vokset i takt med byen og turismen og omfatter i dag også HHE Express og Nuuk Hotel Apartments.

 

De seneste år har været blandt de stærkeste i virksomhedens historie, drevet af åbningen af den internationale lufthavn i Nuuk, øget international interesse for Grønland og en målrettet kommerciel udvikling. Derfor vurderer både familien og Air Greenland, at tidspunktet er det rigtige til at føre virksomheden videre i en ny udviklingsfase.

 

Bestyrelsesformand Helge Tang ser salget som afslutningen på et langt arbejdsliv og begyndelsen på et nyt kapitel for virksomheden.

- Det har været et privilegium at være med til at opbygge Hotel Hans Egede gennem næsten fire årtier. Sammen med Carl Juhl skabte vi fundamentet for virksomheden, men ingen virksomhed bliver stærkere end de mennesker, der hver dag driver den frem. Derfor skylder jeg en stor tak til vores medarbejdere og til vores administrerende direktør, Jørgen S. Bay-Kastrup, som siden 2014 har været en helt afgørende drivkraft i virksomhedens udvikling. Jeg er stolt af det, vi sammen har skabt, og jeg føler, at virksomheden står stærkere end nogensinde.

20260714 123421862 Ios

- Jeg har rundet de 76 år, og tiden er den rette til at trappe ned. Derfor betyder det meget for mig, at virksomheden nu bliver ført videre af en grønlandsk ejer med et langsigtet perspektiv og ambitioner om fortsat at udvikle den, siger bestyrelsesformanden, Helge Tang.

Et stærkt fundament for fremtiden

Hotel Hans Egede står på et stærkt fundament skabt af loyale medarbejdere, stabil ledelse og en målrettet kommerciel udvikling. Flere medarbejdere har været en del af virksomheden gennem mange år, og sammen med administrerende direktør Jørgen S. Bay-Kastrup har de været med til at forme den kultur og position, virksomheden har i dag.

 

Christian Loiborg Tang har de seneste år været en del af virksomhedens ledelse og haft en central rolle i den kommercielle udvikling. 

20260714 123457417 Ios

- Hotel Hans Egede står stærkt, fordi virksomheden gennem mange år har udviklet sig i takt med markedet og gæsternes behov. De seneste år har vi arbejdet målrettet med digitalisering, nye salgsplatforme og en mere kommerciel tilgang til driften. Det er jeg stolt af, og jeg ser Air Greenland som en ejer, der kan bygge videre med et langsigtet perspektiv, siger Christian Loiborg Tang, medejer og bestyrelsesmedlem i Hotel Hans Egede A/S.

For ejerne har det været afgørende, at virksomheden føres videre med lokal forankring og respekt for dens betydning for Nuuk og Grønland.


- Hotel Hans Egede har været en stor del af vores families liv gennem næsten fire årtier. Derfor er det også en beslutning, vi har truffet med stor omtanke. Vi er stolte af den virksomhed, den kultur og det fællesskab, som medarbejdere, ledelse og samarbejdspartnere har været med til at skabe gennem mange år. Netop derfor har det været vigtigt for os, at virksomheden føres videre med lokal forankring og respekt for dens betydning for Nuuk og Grønland.


- Vi har gennem længere tid haft mange overvejelser om virksomhedens fremtid og er nået frem til, at Air Greenland er den rigtige ejer til at føre Hotel Hans Egede ind i næste fase. Samtidig giver salget vores familie mulighed for at fokusere på de øvrige virksomheder og udviklingsprojekter, vi arbejder med.

 

Uændret drift

Indtil transaktionen er godkendt af de relevante myndigheder, fortsætter Air Greenland og Hotel Hans Egede A/S som selvstændige virksomheder med uændret drift.

 

Air Greenland lægger vægt på, at Hotel Hans Egede fortsat skal drives som en selvstændig kommerciel virksomhed på almindelige markedsvilkår. Koncernen har allerede erfaring med hotelvirksomhed gennem Arctic Hospitality Group, som driver Hotel Arctic i Ilulissat, Ilimanaq Lodge og hytterne ved Eqi Glacier Lodge.

 

Fakta


  • •    Air Greenlands bestyrelse har besluttet at indgå aftale om køb af Hotel Hans Egede A/S. 
    •    Transaktionen omfatter Hotel Hans Egede, HHE Express og Nuuk Hotel Apartments by HHE. 
    •    Gennemførelsen er betinget af godkendelse fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen og øvrige relevante myndigheder. 
    •    Indtil godkendelserne foreligger, fortsætter virksomhederne med uændret drift. 
    •    Hotel Hans Egede fortsætter som en selvstændig kommerciel virksomhed på markedsvilkår.