tirsdag den 3. november 2026
Ny aftale styrker Kangerlussuaq i Air Greenlands nye rutenet
Kangerlussuaq er fortsat en populær destination. For tredje år i træk fortsætter Air Greenland og Albatros Arctic Circle samarbejdet om direkte flyvninger til København. I 2027 kobles forbindelsen tættere sammen med Air Greenlands samlede rutenet. Formålet er at efterkomme den stigende efterspørgsel efter Kangerlussuaq som rejsemål og give både feriegæster og krydstogtsturister bedre muligheder for at kombinere besøget med andre destinationer i Grønland.
Aftalen omfatter en ugentlig direkte flyvning mellem Kangerlussuaq og København hver tirsdag fra den 16. marts til den 26. oktober 2027.
Derudover omfatter aftalen indenrigsflyvninger mellem Kangerlussuaq og Ilulissat, Nuuk og Sisimiut.
En del af et større rutenet
Den direkte København-rute skal dermed ikke stå alene. Sammen med indenrigsforbindelserne giver den mulighed for at kombinere Kangerlussuaq med andre destinationer i Grønland.
“Vi er glade for, at vi for tredje år i træk kan fortsætte det gode samarbejde med Albatros om Kangerlussuaq. Med den nye fartplan ser vi den direkte forbindelse til København som en del af et større rutenet, hvor den spiller sammen med vores indenrigsruter. Det giver vores kunder flere muligheder for at kombinere rejser mellem Kangerlussuaq og andre dele af Grønland og er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med at skabe sammenhæng og øge rejsemulighederne i vores samlede rutenet,” siger kommerciel direktør i Air Greenland, Chris Shern.
Den direkte forbindelse blev etableret i 2025 og videreført i 2026. Den nye aftale sikrer, at samarbejdet fortsætter i 2027.
Turismen i Kangerlussuaq
For Albatros Arctic Circle giver aftalen mulighed for fortsat at udvikle Kangerlussuaq som destination og kombinere ophold i området med rejser til andre dele af Grønland.
“Vi er meget glade for at have indgået endnu en aftale med Air Greenland om direkte flyvninger til Kangerlussuaq. Det er et vigtigt skridt i vores ambition om at udvikle turismen i området og gøre det endnu lettere for vores gæster at opleve alt det, Grønland har at byde på. Vi ser aftalen som et stærkt udtryk for et godt samarbejde og en fælles vilje til at skabe nye muligheder for turismen i Grønland,” udtaler direktør i Albatros Arctic Circle, Jørgen Larsen.
Til gavn for både lokale og besøgende
Tilgængeligheden til Kangerlussuaq har betydning for både lokalsamfundet, lokale virksomheder og aktiviteterne i området. Samtidig er Kangerlussuaq indgang til blandt andet indlandsisen, det arktiske dyreliv og områdets vidtstrakte landskaber.
For Albatros Arctic Circle betyder den fortsatte forbindelse, at virksomheden kan bygge videre på sine rejseprodukter til danske og internationale gæster.
-
Fakta om forbindelsen i 2027
Direkte flyvning mellem Kangerlussuaq og København hver tirsdag. Ruten opereres af Jettime og Air Greenlands ”Unaaq.”
Ruten flyves igen tirsdage, hvor der vil være videreforbindelse til Sisimiut, Ilulissat og Nuuk samme dag. Se afgangs- og ankomsttidspunkter på Air Greenlands website.
Flyvningerne gennemføres fra 16. marts til 26. oktober 2027.
Aftalen omfatter også indenrigsflyvninger mellem Kangerlussuaq og Ilulissat, Nuuk og Sisimiut.
Formålet er at efterkomme den stigende efterspørgsel efter Kangerlussuaq som rejsemål og skabe sammenhæng mellem den direkte København-forbindelse og indenrigsruterne, så både feriegæster og krydstogtsturister får bedre muligheder for at kombinere Kangerlussuaq med andre destinationer i Grønland.