Kom tæt på hvalerne
Havet omkring Grønland vrimler med flere hvalarter, vågehval, finhval, pukkelhval og narhval. Som tilskuer bliver man målløs, når hvalerne boltrer sig i havoverfladen, før de med et plask fra en tonstung krop dykker ned i dybet.
Fra midt på sommeren til ud på efteråret er der – næsten – hvalgaranti omkring Paamiut, Nuuk, Aasiaat, Diskobugten og Uummannaq. Det siger dog sig selv, at det er svært at udstede garanti på hvalernes vegne; de svømmer deres egne veje.
Til gengæld giver vi garanti for, at en hvalsafari er alle pengene værd, og det er næsten et must, når I besøger Grønland. Skipper er dygtig og har set tonsvis af hvaler, han ved, hvordan han skal nærme sig sikkert, stille og roligt. Og så slår han alarm; alle stimler til rælingen åndeløse af spænding. Resten skal opleves med kikkert, kamera og kolossal tålmodighed. Er I heldige, kan I opleve op til tre og fire arter på en og samme dag.