Ilulissat

At stå ved fjorden og iagttage isfjeldene sejle majestætisk forbi løfter livet op i første division. Isfjorden er med god grund optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Fakta
  • Grønlands tredje største by
  • Hed før også Jakobshavn
  • 4541 indbyggere
  • Grundlagt i 1741
  • Fire bygder
  • Hovedbyen midt i Diskobugten

Om Ilulissat

Ilulissat er skønhed for krop og sjæl. Nordgrønlands centrum for kultur, transport og administration. Driftig og indbydende, traditionel og moderne. Og så er området begunstiget af en natur, der kan tage pusten fra selv den mest garvede gæst. Kangia isbræen bærer sin del af ansvaret. Hvert år kaster den 35 kubikkilometer is ud i fjorden støbte i naturens egne forme i small, medium og large – helt op til 100 meter høje. Adstadigt sejler de af sted mod fjordens munding, drejer af og tager på den sidste rejse i havet. 

Byens lys

Ilulissat betyder isfjelde, og isen, isbjergene og fjorden er da også byens vartegn. Alt det hvide og ubegribeligt store univers sætter et særligt lys, som vil lejre sig i jeres erindring for altid. Byen er både hyggelig og aktiv. Museer, havnemiljø, kirke og byliv med café, restauranter og et diskotek, hvis I er til motion med indlagte rytmer.  

Polarforskeren Knud Rasmussen er født og opvokset i Ilulissat. Læg vejen forbi hans udstilling og få fornemmelsen af det mod og den vilje, der kendetegner de farefulde ekspeditioner. 

Vi anbefaler også en vandretur til Sermermit-bopladsen og en aftentur til Knud Rasmussens mindesten. Herfra er der en fantastisk udsigt over bugten helt over til Diskoøen 75 km ude i horisonten. Er det klart vejr, får I i tilgift en solnedgang af den anden verden.

Hunde og slæder

Hunde, glam, knurren og gøen hører med til et besøg i Ilulissat. Om sommeren ligger hundene passive hen. Det er som om, de lader op til travlheden, når sneen falder og det for alvor bliver koldt. Så har hundene optur; de skal på arbejde med deres slædefører, ud til fangstpladserne eller på tur med gæster, der vil se Ilulissat fra alle verdenshjørner. To timer,en hel dag eller på flerdages ekspeditioner.

World of Greenland (WOG)

Partner i Air Greenland koncernen. De tilbyder dig en bred vifte af udflugter i Ilulissat. Er formålet med rejsen et møde eller konference, er der også gode faciliteter.

Vidste du?

  • Ilulissat er Grønlands turistcentrum og attraktiv anløbshavn for krydstogtskibe.
  • Air Greenlands partner ’World of Greenland’ tilbyder en vifte af udflugter. En helikoptertur over isfjorden, sejlads i midnatssol og en hyttetur til Eqi-gletsjeren er blandt sommerens highlights.
  • Kulturhuset Sermermiut huser både biograf og teaterforestilliger. Ofte er der gæsteoptræden af nationale og internationale kunstnere.
  • Det firestjernede Hotel Arctic  - med en ekstra stjerne for sine konferencefaciliteter - er et populært mødested for alverdens politikere, forretningsfolk og forskere.
  • Den schweiziske stjernearkitekt Peter Zumthor har vundet konkurrencen om at tegne det kommende besøgscenter ved Ilulissat Isfjord.
  • Historien om Kællingekløften fortæller, at gamle mennesker i trange tider kastede sig ned i kløften for ikke at belaste familiens økonomi.
  • Terrænløb for viderekomne. Arctic Midnight Orienteering foregår i juni tæt på isfjorden.
  • Vandkræftværket i Ilulissat blev færdigt i 2013. I alt er fem værker i drift, som forsyner seks byer – Ilulissat, Nuuk, Tasiilaq, Qaqortoq, Narsaq og Sisimiut. Resultatet er, at næsten 70 pct. af Grønlands elektricitet kommer fra CO2-fri vandkraft.

Oplevelser i Ilulissat

At stå ved fjorden og iagttage isfjeldene sejle majestætisk forbi løfter livet op i første division. Isfjorden er med god grund optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Transport til Ilulissat

Hvordan kommer jeg dertil?

Beflyves med Dash-8.

Flyv til Ilulissat fra København via den internationale lufthavn i Kangerlussuaq. Enkelte afgange går via Aasiaat. Til Kangerlussuaq er der fra Danmark om sommeren op til ti afgange, om vinteren fire ugentlige afgange.

Om sommeren flyver også fra Island fire gange om ugen via Keflavik, den internationale lufthavn lige udenfor Reykjavik. Flyveturen tager 3 timer.

Hvordan kommer jeg rundt?

Busser og taxa kører i hele byen. Hotel Arctic sørger for transfer til hotellet. Til fods kan du opleve det meste af Ilulissat. Tag med en udflugtsbåd til de små bygder eller tag vandreskoene på, hvis du skal ind i baglandet. Om vinteren er hundeslæde og snescootere populære transportmidler.

Du kan også vælge kystsejlads med ArcticUmiaq Line, som står for passagertrafikken mellem byer og bygder fra Ilulissat i nord til Qaqortoq i syd. Skibet lægger til en gang om ugen fra slutningen af maj til slutningen af august.